Esbjerg Krisecenter

Faglig indsats

Esbjerg Krisecenter yder ambulant råd og vejledning til både kvinder, pårørende og fagpersoner. 

Indskrivning på krisecenteret kan ske anonymt ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder.

Esbjerg Krisecenter arbejder med at lindre kvinder og børns akutte krise igennem rådgivning og vejledning, medmenneskelig omsorg, praktisk, socialfaglig og pædagogisk bistand, således at de kriseramte kvinder og børn efterfølgende bliver i stand til at mestre deres egen tilværelse. Indsatsen tager udgangspunkt i ”hjælp til selvhjælp”. 

På Esbjerg Krisecenter arbejder vi ud fra en helhedsorienterede tilgang, som indebærer, at kvindens samlede situation indgår i rådgivningen, herunder bolig, helbred, børn m.v. Vi hjælper med evt. indskrivning i skole/børnehave, kontakt til Familieretshuset, arbejdspladser/uddannelsessteder m.v.

Indsatsen tilrettelægges fleksibelt, alt efter hvor kvinden er, og hvad hun ønsker. Vi arbejder ud fra en høj grad af accept af og respekt for kvinderne. Indhold og fokus i indsatsen afhænger af kvindernes ønsker og behov. Det kan fx være hjælp til at skabe struktur i hverdagen, sætte grænser, etablering af bolig mm. Fokus aftales i starten af forløbet, men kan løbende ændres ud fra hvad der giver bedst mening for kvinden og evt. børn. 

Til virksomheder, institutioner og fagfolk

Skal vi komme og holde et oplæg for jer?

Esbjerg Krisecenter arbejder på at udbrede viden om omfanget og konsekvenserne af vold i nære relationer. Derfor tilbyder vi oplæg om dette emne og deltager gerne i personalemøder, kurser, temadage, fyraftensmøder eller andre fora, hvor vidensudveksling kan gavne virksomheder eller institutioner.

Kontakt Esbjerg Krisecenter på telefon: +45 76 16 69 00 eller via e-mail: esbjergkrisecenter@esbjerg.dk for at aftale nærmere.